Henrik Ibsens skrifter

Da jeg ikke med sikkerhed kender den foreskrevne forretningsvej, beder jeg om tilladelse til at måtte fremsende ​indlagte underd: andragende gennem herr statsministeren.

Herr statsministeren vil vistnok med lethed indsé, hvilken afgørende betydning det har for mig at mit andragende bliver indvilget. Forholdene har ført det med sig at jeg nu i en række af år har måttet vælge udlandet til mit vanlige opholdsted. Min literære produktion, således, som den nu foreligger,

Faksimile

vilde ikke være bleven til, dersom jeg skulde have levet under og oppe i de hjemlige forholde.

Som følge heraf har min søn måttet erholde sin videnskabelige uddannelse udenfor fædrelandet; hverken han eller jeg troede imidlertid at dette skulde lægge ham hindringer i vejen angående hans fremtid i hjemmet.

​Da jeg imidlertid i 1880 ansøgte om at hans tyske og italienske universitetsexamina måtte i Norge godkendes, således at han dersteds kunde fortsætte sine juridiske studier, ​blev dette afslået.

Hvis min søn skal kunne vedblive at ​tilhøre det norske statssamfund, står der ham altså kun to veje åbne. Enten kan han arbejde hen til engang i tiden at erholde en professorpost, eller han kan gå ind på den diplomatiske løbebane.

Til begge dele føler han kald og lyst, og jeg tror at han dertil

Faksimile

besidder de fornødne betingelser.

Men hvilket alternativ han end sluttelig måtte komme til at vælge, vilde et ​attachéstipendium være ham til uberegnelig nytte.

​Privat har jeg fra baron Hochschild modtaget den erklæring at han straks vil ansætte min søn, ​så fremt den norske regering indstiller ham.

I det håb og med anmodning om at sådan indstilling må finde sted tegner jeg mig